Du skal logge ind for at skrive en note

Fortælling og fortæller i reklamer, spil og litteratur

Fortællingen er grundlæggende i menneskers kommunikation. Ordet narratologi betyder teorien om fortællinger. I dag bruges det om mange slags fortællinger, som vi støder på i hverdagen. Når vi køber en cola, vil der hænge en lang historie ved, som vi bl.a. kender fra reklamer om produktet - i reklamesprog bruger man begrebet storytelling. Når vi spiller et computerspil kan der være en historie knyttet til spillet, og vi er selv med til at 'fortælle' hstorien. Og inden for moderne ledelsesteori støder man på begrebet narrativ ledelse!

Når vi læser litteratur, er det ofte den gode historie, der tiltrækker os, og i en tekstanalyse undersøger vi historiens indhold og udformning. I iBogen Litteraturens huse trækker vi bl.a. på Stefan Iversen og Henrik Skov Nielsen: Narratologi, Aarhus Universitetsforlag, 2008, og www.litteraturenshuse.systime.dk.

Som læsere af skønlitterære tekster er vi såre interesserede i følgende:

  • Hvad handler historien om? Hvad er tekstens plot?
  • Hvem oplever, taler og tænker i tekstens univers?
  • Hvem fortæller? Hvilken position har fortælleren i forhold til det, der fortælles om?
  • Hvordan fortælles? Hvordan er fortællingen komponeret? Hvilken sproglig udformning har fortællingen? Er der forskellige sproglige lag i teksten, forskellige stemmer, måske forskellige kompositionsformer?
  • Hvilken rolle har vi som læsere - bliver der fortalt til os direkte eller indirekte? Er der noget vi ikke får direkte at vide, og hvorfor?

Et eksempel på en model, man kan bruge i analysen af tekstens plot eller forløb er aktantmodellen, som kan give os forståelse for strukturer i nogle teksttyper. Men den kan ikke sige så meget om de særlige stilistiske virkemidler, der kan have stor betydning, og som er med til at skabe læseoplevelsen i sin helhed.

Her på siden fokuserer vi på begreberne fortæller og fortælleposition.

Du skal logge ind for at skrive en note

Forfatteren og hans gode ven fortælleren

Den implicitte fortæller trækker i trådene. Foto: Peter Kamp Knudsen
Den implicitte fortæller trækker i trådene. Foto: Peter Kamp Knudsen

Forfatteren holder fast i trådene og forsøger at styre tekstens personer og figurer. Med sit CPR-nummer og sin adresse findes han eller hun uden for teksten, men placerer sig i teksten som en ”implicit fortæller.” Denne implicitte eller underforståede stemme i teksten kan være højtidelig, humoristisk, ironisk, eftertænksom, glad eller trist. Den rummer de værdier og holdninger, ja hele det livssyn, der ligger i teksten. Den opfattelse, vi får af den implicitte fortæller, kan være forskellig i fra bog til bog, selvom det er den samme person, der har skrevet alle bøgerne.

Det er ikke altid enkelt at analysere sig frem til den implicitte fortællers ståsted, som egentlig er tekstens fundament. Tekstens fiktive personer kan tale og handle helt i modstrid med dette holdningsgrundlag, og det vil vi som læsere kunne fornemme eller analysere os frem til. Men i den litterære tekst vil der altid være en rest, en lille tvivl, også udtrykt som ”den litterære fordobling”, for det lader sig sjældent gøre at nå frem til et facit som ”Det var det her, forfatteren ville med teksten.” Det er ikke altid til entydigt at afgøre, om forfatteren har et budskab. Og det er klogt at gå ud fra, at forfatter og fortæller ikke er identiske! Her på siden opererer vi med fire grundtyper af fortællere og fortællepositioner, men der kan i litteraturen være mange blandingsformer.

Læs mere om forholdet mellem forfatteren og fortælleren og om den litterære fordobling på højen Teori om at fortolke litteratur og om Metoder i dansk.

Du skal logge ind for at skrive en note

Den alvidende fortæller

H.C. Andersen-statue med plads til børn på skødet
© Andrew J Shearer/iStockphoto
H.C. Andersen-statue med plads til børn på skødet
© Andrew J Shearer/iStockphoto

Den alvidende fortæller er en gammel opfindelse. Vi finder ham eller hende udbredt i litteraturen før 1870, og den alvidende fortæller tilbyder læseren stor viden om handling, personers tanker og følelser, og ikke mindst om hvordan vi som læsere skal forholde os til dem. Denne fortællertype tager os i hånden, måske endda på skødet og fortæller os direkte alt, hvad vi skal vide. Ofte vil den alvidende fortællers kommentarer være i overensstemmelse med det livssyn, forfatteren har, men vi kan aldrig være helt sikre.

I børnelitteratur møder vi f.eks. den alvidende fortæller, der holder sammen på fortællingens tråde og gør teksten tryg for barnet – H.C. Andersen og Astrid Lindgren tilbyder os tilsyneladende denne tryghed. F.eks. føler vi os som læsere i sikre hænder, når Astrid Lindgren begynder sådan her:

Emil fra Lønneberg hed en dreng, der boede i Lønneberg. Han var en rigtig lille vildbasse og ikke nær så sød som du.

Men vi finder senere ud af, at det slet ikke går så skidt for vildbassen fra Lønneberg, der ender med at blive sognerådsformand.

Også en forfatter som Martin Andersen Nexø installerer en alvidende fortæller i sin fabel om Ulven og fårene, selv om der på Nexøs tid bliver eksperimenteret med nye fortællertyper og fortællepositioner. I teksten får vi af fortælleren et direkte udsagn som:

Det er meget længe siden – længe før godhed og retfærdighed endnu hade vundet herredømmet på jorden

Spørgsmålet er nu, om denne alvidende fortæller deler holdning med den socialistiske forfatter? Mener forfatteren nu også, der hersker "godhed og retfærdighed?" Selv den alvidende fortæller kan være ironisk og svær at greje.

Du skal logge ind for at skrive en note

Den oberserverende fortæller

Det observerende blik. Foto: Peter Kamp Knudsen
Det observerende blik. Foto: Peter Kamp Knudsen

Den observerende fortæller kan sammenlignes med kameralinsen: gennem optikken registreres og gengives det, man kan se og høre i det udsnit af virkeligheden, fotografen har valgt at fokusere på. Der er ikke kommentarer eller et indefra syn. Som Herman Bang formulerede det i sit berømte brev Impressionisme. En lille replik om idealet for den impressionistiske stil:

…den skyr al direkte Udredning og viser os kun Menneskenes Følelser i en Række af spejle – deres Gerninger

Læseren skal selv drage sine slutninger om personer ud fra f.eks. replikker, kropssprog og handlinger.

Nogle forfattere har eksperimenteret med helt at fjerne sporene af fortolkende menneskelig bevidsthed – f.eks. i nogle af 1960’ernes franske romaner, der også var inspireret af filmmediet.

Men spejlene eller kameraet bliver placeret og betjent af forfatteren, og der vil i teksten være spor efter en implicit forfatter, selvom der ikke er en eksplicit fortællerstemme.

Du skal logge ind for at skrive en note

Jegfortælleren

Grafik af J.W.v.Goethes Werther fra "Den unge Werthers lidelser"
© akg-images/Scanpix
Grafik af J.W.v.Goethes Werther fra "Den unge Werthers lidelser"
© akg-images/Scanpix

Jegfortælleren er fascinerende og interessant, fordi han giver læseren en meget direkte mulighed for indlevelse og identifikation: ”Det kunne være mig, der oplevede alt dette!”

J.W. v. Goethes titelperson i romanen Den unge Werthers lidelser er et godt eksempel på en jegfortæller, der i 1700-tallet kommer på mode, fordi mennesker i tiden er så optaget af det enkelte individ, dets tanker og følelser. Denne individualisme udtrykkes eminent i jegfortælleren, der taler til mig som læser, direkte eller indirekte. Vi regner som læsere med at få betroelser, intime, måske endda saftige detaljer. Den unge Werther er på et kobberstik fra bogens samtid sigende nok placeret ved skrivebordet. Det at skrive og reflektere og den selviscenesættelse der ligger i det, er en næsten større del af hans liv end selve oplevelsen af det simple liv på landet og den ulykkelige forelskelse i Lotte, der er forlovet med embedsmanden Albert. Werther skriver dagbog og breve og tegner skitser. Han gør sit liv til kunst.

Werther er prototypen på jegfortælleren, der tilbyder os en ærlig beretning, men også bliver gennemskuelig og selvafslørende, når vi begynder at granske i teksten. Denne fortællertype finder vi mange af i litteraturen, og når Jan Sonnergaard lader en jegfortællers udbrud være titlen på en novelle, DIG VIL JEG SGU DA SKIDE PÅ, er vi som læsere klar over, at den implicitte fortæller næppe vil være enig. Tekstens holdning er en anden end den fiktive jegfortællers kyniske og afstumpede vrængen ad verden!

Jegfortælleren kan være upålidelig. Eksempelvis kan han skjule tanker eller følelser for læseren, selvom han foregiver ærlighed; han kan fortælle for lidt eller for meget eller endda lyve. Læserens rolle bliver her at gennemskue og analysere sig frem til tekstens dybere mening.

I lyriske tekster taler vi ikke om en jegfortælleren, men om det lyriske jeg, hvis der er en stemme i digtet, som tydeligt fremstiller et enkelt menneskes tanker. Der er en tradition for at benævne den slags digte som centrallyrik, fordi der er en personlig kerne i teksten. Du kan læse mere om det lyriske jeg på højen Nærlæsning af lyrik.

Du skal logge ind for at skrive en note

Den personbundne fortæller og skiftende synsvinkler

Sindssyg – tænkte Else, da hun var kommen ind til sig selv og atter sad med sit arbejde. Ja frk. Thomsen var jo nok en særling og havde forkjerte ideer, men sindssyg – således sindssyg at det var nødvendigt at holde hende indespærret --? (Amalie Skram: På Sct. Jørgen)

Amalie Skram opnår ved at bruge en personbunden fortæller, at vi som læsere kommer næsten lige så tæt på hovedpersonen, som hvis vi havde med en jegfortæller at gøre. Vi følger hendes tanker, og der opstår en spænding, idet vi ved, at Else Kant er indlagt på et psykiatrisk hospital, og vi er som læsere i tvivl om, hvordan vi skal se på Else; med hendes egne øjne eller med samfundets syn på hende. Her som i mange andre tekster skifter fortællersynsvinklen, så vi i dele af teksten ser hende fra andre af romanpersonernes synsvinkler. Derved får vi mulighed for at fortolke os frem til, at den implicitte fortæller stiller spørgsmålstegn ved, hvem der er normal, og hvem der er gal.

Leif Panduro lader os se hovedpersonen Mark i novellen Tur i natten gennem en personbunden fortæller, men i fortolkningen kan vi argumentere for, at den mystiske fremmede, som Mark kommer ud at køre med, repræsenterer en mindre kontrolleret side af ham selv, som han ikke ønsker at vedkende sig.

Fortællertype, fortælleposition og synsvinkel kan endelig også skifte inden for den samme tekst. Der er gennem tiden, ikke mindst i de senere år, blevet eksperimenteret meget med skift mellem fortællepositioner og synsvinkler. Se f.eks. disse passager i Katrine Marie Guldagers novelle NØRREPORT:

De to veninder, der havde drukket kaffe ved Storkespringvandet, havde efterhånden brugt mange penge og følte, at de havde arbejdet hårdt (...) Drengen, der lå på Rigshospitalet, lå og tænkte på sin fortand. (...) Drengens søster var på vej ned ad Købmagergade, hvor hun krydsede de to veninder, der styrede mod Nørreport. (...)

Det er nu op til læseren at fortolke betydningen af de skiftende synsvinkler.

Også i lyrik kan fortællerstemmen være skiftende og umulig at placere som et konsistent lyrisk jeg. I interaktionslyrikken er der sommetider brudstykker af tekster med helt forskellige stemmer, sprog og tone. Du kan læse mere om lyrikkens fortællerstemmer på højen Nærlæsning af lyrik.

Du skal logge ind for at skrive en note

Opgaver om fortæller og fortælleposition

  1. Vælg én eller flere af teksterne på denne side og lav en kort tekst, hvor du skifter fortæller og synsvinkel. Fortæl samme historie. Skriv alvidende om jeg-fortælleren, eller lad én af personerne tale. Hvordan ser Lotte på Werther? Hvordan ser lægen på Else Kant? Eller skriv en mail, en sms eller en række facebook-opdateringer for én eller flere personer i teksten. Du kan naturligvis også vælge andre tekster! Diskuter, hvad fortæller og fortælleposition betyder for læserens syn på personerne.
  2. Læs på siden om Den moderne roman, der behandler uddrag af romanen Don Quijote, og lav den interaktive opgave på siden. I opgaven skal du bestemme forskellige fortællertyper.
Du skal logge ind for at skrive en note
ISBN: 9788761627063. Copyright forfatterne og Systime A/S 2017